Pelse skal opbevares korrekt, de holder sig længere og smukkere!

Sten Bergström opbevarer hvert år fra forår til efterår mere end 1000 pelse. De gennemgås alle før opbevaring for evt fejl og mangler og sendes så til opbevaring for sommeren under de optimale luft- og temperaturforhold.

”Vi har professionelt personale til at gå hver enkelt pels grundigt igennem, inden den hænges i kølerum,” forklarer Sten Bergström fra det åbne værksted i butikken, hvorfra kunderne kan følge det daglige arbejde.

”Vi reparerer og omforer, hvad der måtte være slitage efter en lang periode med sne og kulde, og mange benytter også sommeren til at få moderniseret deres gamle pels eller får den lavet helt om efter et tidssvarende nyt design.”

Pels er også til sommerbrug
Det er dog ikke alle pelse, der skal gemmes væk, blot fordi vi går mod varmere tider. Den danske sommer er oplagt til pels, ikke mindst aftenerne, som ofte er råkolde. Her gør en kort minkjakke underværker.

”Vi har lavet en kollektion i lysere nuancer som fx douce rosa farver, der er meget lette og ser super flotte ud over en sommerfestkjole.”

Mange brude vælger en hvid mink for at kunne være sikre på at kunne holde varmen, uanset hvordan vejret er på den store dag.